top of page
Landskab
Vector 14

Mads West: Arealomlægning ved Møllemosebækken

Hvordan et vådområdeprojekt på Vestfyn blev en gevinst for både naturen og bedriften.

Vector 18

Mød nogle af de mange landmænd, der er godt i gang med den grønne omstilling


Oprindeligt var landmand Mads West slet ikke inviteret til mødet med Assens Kommune.


Det var en anden landmænd, han forpagtede jord af, der nævnte, at noget var i gærde omkring den lokale bæk, Møllemosebækken.  


Som en del af den grønne trepart var Assens Kommune i gang med at undersøge muligheden for et større vådområdeprojekt med det formål at reducere udledningen af kvælstof til Lillebælt – og samtidig skabe mere natur og rekreative muligheder i området.


Mads West var ikke selv lodsejer af den berørte jord, men som en del af sin bedrift på godt og vel 300 hektar med smågriseproduktion og planteavl forpagtede han en betydelig del af jorden i projektområdet


Samtidig lå Mads' egne arealer som mindre stykker spredt mellem de marker, han forpagtede. Hvis projektet kun kom til at omfatte forpagtningsjorden, ville han stå tilbage med en række små og svært tilgængelige jordstykker. Det ville give ham en dårligere arrondering – altså en dårligere sammenhæng i hans marker.


– Min første reaktion var, at det var da lige godt pokkers, fordi nu havde jeg fået samlet noget jord sammen her, som jeg egentlig var glad for at drive. Og så skulle der ske noget andet med det, siger Mads West.


Så i stedet for at vente på, hvad andre besluttede, kontaktede Mads selv kommunen og tilbød sine egne jordstykker til projektet.


På den måde blev projektet både større og mere sammenhængende, og samtidig kunne Mads gennem en jordfordeling samle sin drift på en anden af sine ejendomme.


– Jordfordelingen har været rigtig fin for vores bedrift. Vi har afleveret noget jord til projektet, og til gengæld har vi købt noget andet jord, som ligger op ad jord, vi også er så heldige at forpagte. Så vi har egentlig fået samlet en større enhed det nye sted, end hvad vi afgiver, fortæller han.


I dag står 22 lodsejere bag arealomlægningen langs Møllemosebækken. Mads har udtaget 11 hektar lavbundsjord som led i projektet. Alt sammen uden at give køb på sin griseproduktion.


– Jeg synes, naturen er vigtig, og jeg vil også gerne bidrage. Men det skal ske på en måde, hvor det stadig er muligt at drive et effektivt og fornuftigt landbrug. Det ene udelukker ikke det andet, siger han.


For Mads handler deltagelsen ikke kun om natur og kvælstof. Det handler også om at have indflydelse på de beslutninger, der uundgåeligt ville berøre hans bedrift. Ved at gå med fik han mulighed for selv at være med til at forme løsningen.


– Overvejer man at gå ind i projekter, som det jeg har været med i her, så skal man gå til det med et åbent sind. Man skal lade være med at møde op med korslagte arme… For som det viser sig i vores tilfælde, så kan det faktisk godt ske, at man kommer stærkere ud end man kom ind.

Vector 14
Vector 18
Vector 18

Grøn trepart - en historisk stor og vigtig opgave med lokal forankring

I november 2024 vedtog et bredt politisk flertal aftalen om 'Implementering af et Grønt Danmark', som vi i daglig tale kalder trepartsaftalen. En aftale med store ambitioner for klima, miljø og en fortsat stærk landbrugs- og fødevareproduktion. 

bottom of page