

Tre små søer med stor effekt ved Egtved
Far og søn har etableret et minivådområde ved St. Ballesgaard.
16. december 2025
En lille eng lige uden for Egtved har fået nyt liv. Her, ved St. Ballesgaard, har Esben Johansen og hans far, Thomas Johansen, etableret et minivådområde bestående af tre små søer. Området stod færdigt den 11. juni 2025 og er finansieret med EU-midler.
Minivådområdet har et vandspejl på 4.500 kvadratmeter og dræner et opland på ca. 43 hektar – svarende til 86 fodboldbaner. Formålet er klart: at fange kvælstof, før det forlader marken og ender i vandmiljøet.
– Vi vil gerne gøre noget for at reducere udledningen af kvælstof, som en del af de kollektive virkemidler, siger Thomas Johansen.
Passede perfekt til stedet
Placeringen er ikke tilfældig. Engen var i forvejen fugtig og vanskelig at udnytte optimalt i driften, og derfor var den oplagt til et vådområde, fortæller Esben Johansen.
– Det var et stykke jord, som i forvejen var lidt sumpet. Vi har i tidligere tider haft kalve og ungkvæg her på engen, men nu passede det virkelig godt her. Det ligger tæt på vejen, så man kan se det, siger han.
Han forventer også, at området vil tiltrække mere dyreliv, når søerne får lov at falde til og blive en del af landskabet.
Generationsskifte med grønt aftryk
Minivådområdet er etableret midt i et glidende generationsskifte. Far og søn indgik i et I/S for omkring seks år siden, og planen er, at Esben overtager hele St. Ballesgaard i sommeren 2026. Bedriften har 190 malkekøer, og de to ser vådområdet som et naturligt skridt i en drift, der både skal være effektiv og tage ansvar.
– Vi vil gerne gøre noget godt for naturen, sikre at vi kan nyde den, siger Esben.
Mere end bare et minivådområde
I december kom et informationsskilt op ved minivådområdet. Skiltet forklarer, hvad et minivådområde er, og viser fakta om netop deres anlæg, så forbipasserende kan stoppe op og blive klogere.
– Vi vil gerne hjælpe folk på vej. De har spurgt flittigt til, hvad vi har lavet her, og vi vil gerne fortælle. Det kan skiltet hjælpe med til, siger Thomas.
Skiltet er også tænkt som en ressource for lokalsamfundet. Egtved Skole ligger omkring en kilometer fra vådområdet, og far og søn håber, at eleverne kan bruge stedet i undervisningen.
Fotos: Spiras

Minivådområdet ligger på Smedeng – der hedder sådan, fordi der i helt gammel tid boede en smed på jorden der. Han var efter sigende mere ”helbreder” eller ”healer”.

Esben Johansen greb skovlen og fik gravet ud, så han sammen med Thomas Johansen og udtagningskonsulent Aksel Ravn kunne sætte et informationsskilt op ved minivådområdet. Skiltet forklarer, hvad et minivådområde er, og viser fakta om netop deres anlæg, så forbipasserende kan stoppe op og blive klogere.


Se flere historier fra landet

VIRKSOMHED
Danske fødevarebrands får fornem hæder
Flere fødevarevirksomheder lander i toppen af årets Sustainable Brand Index.

LANDMÆND
Landmænd tog teten: Sådan blev 46 hektar jord til vådområde
Et fælles pumpeprojekt blev startskuddet til et vådområde, der i dag har skabt mere natur og biodiversitet ved Fårup.

LANDMÆND, LOKALE TREPARTER
Rundspørge slår fast: Landmænd melder aktivt arealer ind
Det er ikke landmænds modvilje til at indgå i projekter, der forhindrer den grønne trepart i at blive til virkelighed. Det slår Altingets rundspørge blandt embedsmænd i landets kommuner fast.

LANDMÆND
Landmænd hjælper hinanden til fremtidens planteproduktion
I et nyt projekt mødes landmænd fra hele Danmark og hjælper hinanden med nye idéer til mere bæredygtige løsninger til fremtidens landbrug.

LANDMÆND
Godt samarbejde baner vejen for nyt vådområde ved Vissing
Allerede før grøn trepart blev en realitet, sagde Hanne og Poul Østergaard ja til at afgive jord og bidrage til en fælles løsning for vådområdet Vissing Enge.

LANDMÆND
Landmænd i Syd- og Sønderjylland er tæt på 100 minivådområder
Minivådområder renser drænvand og reducerer udledningen af kvælstof og fosfor til vandmiljøet.

